På Bænken

 

På Bænken er et danseakrobatisk mellemspil, hvor to kvindelige nycirkusartister iscenesætter den ikoniske  københavnerbænk.

I en skæv og finurlig akrobatisk duet med overraskende koreografier og til lyden af Chopin bliver det velkendte element fra byrummet medspiller i et legende møde mellem krop, bænk og by.

Med fysisk præcision, i balancerende og kropsbøjende bevægelser arbejder artisterne på og med bænken og skaber et abstrakt og magisk øjeblik i byens hverdagsliv.

På Bænken er nonverbal, for alle aldre og varer 15 minutter.

 

Teateravisen.dk skrev: ‘Signe Løve Anderskov og Henriette Aarup er fænomenalt dygtige kropsartister, der mixer cirkusakrobatik og danseteater til et stærkt fysisk udtryk – på én gang sanseligt og stramt kontrolleret.’

 

Cosmin Cirstea

 

På Bænken havde premiere i maj 2021. Den er refusionsgodkendt og kan spille både udendørs og indendørs, op til 4 gange på en dag.

Udendørs (i sommerhalvåret) kan den fx. spille på gadeteaterfestivaler, som pop-up event på pladser og gågader, på legepladser, i forbindelse med byfester, loppemarkeder, kulturnat-arrangementer, etc.

Indendørs (hele året) kan den fx. spille for skoleklasser i alle aldre, på højskoler, på teaterfestivaler, som underholdningsindslag til konferencer og events, som opvarmningsindslag i teaterfoyeren, etc.

 

Artister:

Signe Løve Anderskov og Henriette Aarup

Outside eye:

Samuel Gustavsson

 

 

Tak til fotograferne: Jan Vesala, Cosmin Cirstea, Jens Ulrich, Sonja Lovdal